Musiker

Musikeruddannelsen er rettet mod udøvende og skabende musikere, som ser sig selv som fremtidens innovatører inden for rytmisk musik som samtidskunstnerisk udtryksform.

Uddannelsen tager udgangspunkt i din vision og har som mål at videreudvikle din kunstneriske og undervisningsmæssige profil. Du bliver en del af et mangfoldigt og inspirerende studiemiljø, hvor undervisere, vejledere og medstuderende stimulerer og udfordrer din udvikling. Uddannelsen er tilrettelagt i en blanding af skemalagt undervisning og intense projektperioder. Du får via konservatoriets vidtfavnende samarbejde med eksterne partnere i ind- og udland adgang til et omfattende fagligt netværk, som styrker dine fremtidige beskæftigelsesmuligheder som musiker, underviser og entreprenør i en foranderlig musikbranche.

HVORDAN SØGER JEG OM OPTAGELSE?

Det kan du læse om nedenfor. Læs teksten under ANSØGNING og OPTAGELSESPRØVE grundigt, inden du opretter en ansøgning i Varbi Admission. Der er åbent for ansøgninger i perioden 1. oktober 2018 kl. 00:00 - 3. december 2018 kl. 23:59.

Se også generel information om ansøgning og optagelse HER

Ansøgning

HVEM KAN SØGE?

Du skal som udgangspunkt have stærke musikalske forudsætninger. Du skal have et personligt kunstnerisk udtryk og være godt funderet som enten instrumentalist eller sanger. Der stilles ikke krav om en bestemt uddannelsesmæssig baggrund.

Du kan søge om optagelse på ét af følgende hovedinstrumenter: Trommer, percussion, bas, klaver (akustisk og elektrisk), guitar, saxofon, trompet, trombone, violin, vibrafon, orgel, elektroniske instrumenter* eller sang. Hvis du ønsker at søge om optagelse på andre instrumenter, skal du søge om at få det godkendt hos konservatoriet i god tid inden ansøgningsfristen. Det gør du ved at sende en mail til admission@rmc.dk. Du kan ikke søge om optagelse, før du har fået en det godkendt.

* Elektroniske instrumenter defineres som instrumenter der skaber lyd alene via elektronik, for eksempel computere og tilhørende udstyr (bl.a. Ableton Live, Logic, Max, midi controllers, midi keyboards), synthesizere og samplere.

Optagelsesprøven på RMC er ikke koordineret med uddannelser på andre konservatorier. Du må gerne søge ind på flere konservatorier. Du kan også godt søge flere uddannelser på RMC samtidig, men optagelsesprøverne er ikke koordinerede.

HVOR SKAL MAN SØGE?

Du skal søge om optagelse online via RMCs Varbi Admission-system
Her skal du oprette en profil, udfylde ansøgningsskemaet og uploade relevante filer. Du skal ikke indsende fysiske eksemplarer af din ansøgning. Krav til ansøgningens indhold er beskrevet nedenfor og i selve ansøgningsskemaet.

HVAD SKAL ANSØGNINGEN INDEHOLDE?

I ansøgningsskemaet vil du blive bedt om at svare på følgende spørgsmål:

  • Beskriv din personlige motivation for at søge om optagelse på uddannelsen. (Max 500 anslag)
  • Beskriv dine ambitioner, tanker og ideer om din fremtid som musiker og underviser. (Max 500 anslag)
  • Beskriv din baggrund og erfaring. (Max 1400 anslag) 

ANSØGNINGSGEBYR

Det koster 500 DKK at søge ind på en bacheloruddannelse på RMC. Gebyret går til delvis dækning af udgifter forbundet med optagelsesprøven og kan efter ansøgningsfristens udløb ikke refunderes. 

Du betaler med kort via en betalingsportal på Varbi Admission, når du har udfyldt din ansøgning.

ANSØGNINGSFRIST

Fristen for ansøgninger er 1. december kl. 23:59 CET. Hvis denne dato falder på en lørdag, søndag eller helligdag, er ansøgningsfristen kl. 23:59 CET den førstkommende hverdag.

Det er vigtigt at du inden den dato har betalt ansøgningsgebyret på 500 DKK, da din ansøgning ellers ikke er gyldig.

Optagelsesprøve

Tidslinje for optagelse på bachelor Musiker

  • Åbent hus på RMC: 7. november 2018
  • Frist for aflevering i Varbi: 3. december 2018 kl. 23:59
  • Indkaldelse til 1. runde, koncertprøven: Senest 14. december via e-mail
  • 1. runde: 2.-8. januar 2019 (så vidt muligt ikke i weekenden)
  • Svar på 1. runde: Indkaldelse eller afslag i starten af uge 3 via e-mail
  • 2. runde: 21.-25. januar 2019
  • Svar på 2. runde: Tilbud om studieplads eller afslag 10. april via e-mail
  • Studiestart: 19. august 2019

HVEM KOMMER TIL OPTAGELSESPRØVE?

Alle der søger om optagelse på musikeruddannelsen på RMC, kommer til optagelsesprøve på konservatoriet.

Hvad er hensigten med optagelsesprøvens form og indhold?

Hensigten med optagelsesprøven er:

  • At give censorpanelet mulighed for en grundig vurdering af dine udøvende og skabende kvalifikationer og dit udviklingspotentiale.
  • At give dig mulighed for i videst muligt omfang at vise hele din faglige og kunstneriske profil.
  • At sikre, at din baggrund og erfaring, visioner for fremtidigt virke og din personlige motivation for at søge om optagelse bliver afdækket.

OPTAGELSESPRØVENS FORM OG INDHOLD

Optagelsesprøven foregår i to runder.

1. runde består af en koncertprøve.

2. runde består af en kombineret fremlæggelse og samtale.

1. RUNDE - KONCERTPRØVE

Du skal spille en koncert med selvvalgt musik.
Varighed 10 minutter, inklusive skift mellem numrene.

Koncerten skal du spille på dit hovedinstrument/sang med egen gruppe (minimum én anden person, som synger eller spiller et instrument).

I op til 1/3 af prøvens varighed kan du vælge:

  • At spille solo på sit hovedinstrument/sang uden akkompagnement.
    eller
  • Med eller uden akkompagnement at formidle dit kunstneriske udtryk på andre instrumenter og/eller vokal.

Koncertprøven overværes af et panel, bestående af tre bedømmere.

Ved koncertprøven foretages en samlet bedømmelse af:

  • Din evne til at udøve og skabe musik, der er båret af et selvstændigt kunstnerisk udtryk.
  • Om du besidder de instrumentale/vokale og øvrige relevante faglige færdigheder, der er nødvendige for at realisere din musik og dit kunstneriske udtryk

Du får en bedømmelse efter en 100-point-skala, som er en underinddeling af 7-trins-skalaen. Der kræves minimum 40 point, svarende til 02 efter 7-trins-skalaen, for at bestå prøven.

Bedømmelsen gives i forhold til det niveau, der kræves for at påbegynde uddannelsen.

UDVÆLGELSE EFTER 1. RUNDE

På baggrund af koncertprøven udvælger RMC et antal ansøgere, som går videre til 2. runde. Der tages ved udvælgelsen desuden hensyn til musiklivets behov.

Det er en forudsætning for at gå videre til 2. runde, at koncertprøven er bestået.

Alle ansøgere, der ikke går videre til 2. runde, tilbydes en kort telefonsamtale med den ansvarlige prøveleder.

2. RUNDE - FREMLÆGGELSE OG SAMTALE

Under fremlæggelsen skal du mundtligt uddybe og perspektivere din faglige og kunstneriske profil med udgangspunkt i praktiske demonstrationer. Du kan for eksempel fremføre musik, præsentere indspillet materiale, præsentere noteret musik eller præsentere supplerende materiale. Fremlæggelsen varer 5 minutter.

Efter fremlæggelsen følger en samtale, der tager udgangspunkt i din skriftlige ansøgning, koncertprøve og fremlæggelse. Samtalen varer 10 minutter.

Fremlæggelsen og samtalen gennemføres alene over for et panel bestående af tre bedømmere. Det er ikke muligt at tage andre personer med til fremlæggelsen eller samtalen.

BEDØMMELSE EFTER 2. RUNDE

Ved 2. runde foretages en samlet bedømmelse af:

  • Dine kunstneriske og faglige kompetencer.
  • Din evne til at reflektere over egen praksis.
  • Din evne til at udvikle og realisere kunstneriske projekter selvstændigt eller sammen med andre.

Du får en bedømmelse efter en 100-point-skala, som er en underinddeling af 7-trins-skalaen. Der kræves minimum 40 point, svarende til 02 efter 7-trins-skalaen, for at bestå prøven.

Bedømmelsen gives i forhold til det niveau, der kræves for at påbegynde uddannelsen.

EFTER PRØVEN

OPTAGELSE

Efter prøvens 2. runde optages et antal ansøgere. Udvælgelsen sker på baggrund af de opnåede resultater fra prøvens 1. og 2. runde. Der tages ved udvælgelsen desuden hensyn til musiklivets behov. Der optages normalt 16 studerende på uddannelsen. På grund af det begrænsede antal studiepladser kan konservatoriet blive nødt til at afvise ansøgere, selvom de har bestået optagelsesprøven.

Du vil i begyndelsen af april via mail få at vide, om du er optaget.

Alle ansøgere, der ikke bliver optaget, tilbydes en kort telefonsamtale med den ansvarlige prøveleder.

VENTELISTE

Et begrænset antal ansøgere, som er kvalificerede til optagelse, men som ikke bliver optaget på grund af begrænsede studiepladser, kan blive tilbudt en ventelisteplads. I perioden frem til den 1. juni kan ansøgere, som er på venteliste, blive tilbudt en studieplads.

SYGDOM I FORBINDELSE MED OPTAGELSESPRØVEN

Sygdom skal dokumenteres med lægeerklæring, hvis du ønsker at få mulighed for at gå til sygeprøve. Lægeerklæringen skal være konservatoriet i hænde senest tre dage efter det fastsatte tidspunkt for prøven. Konservatoriet fastsætter tidspunktet for en eventuel sygeprøve, og ansøgeren vil få besked hurtigst muligt. Det vil ikke være muligt at gå til sygeprøve på andre tidspunkter end det af konservatoriet udmeldte tidspunkt. Du skal selv betale for lægeerklæringen.

SPROG VED OPTAGELSESPRØVEN

Optagelsesprøven gennemføres normalt på dansk. I de tilfælde, hvor en ansøger ikke taler eller forstår dansk, gennemføres prøven på engelsk.

Uddannelsens opbygning

Bacheloruddannelsen er normeret til 180 ECTS-point, som svarer til 3 årsværk á 1.620 timer. Et årsværk omfatter alt arbejde i forbindelse med studiet, herunder undervisning, selvstudier, prøver og alle øvrige uddannelsesrelaterede aktiviteter.

Uddannelsen sigter mod at udvikle dit kunstneriske udtryk og faglige kvalifikationer med henblik på at gøre dig i stand til at udøve, skabe og formidle et selvstændigt kunstnerisk udtryk og til at udvikle og udøve kunstnerisk baseret undervisning. Centralt i uddannelsen står faget Kunstnerisk Udviklingsarbejde, hvori du i en proces- og produktorienteret praksis udvikler dit selvstændige kunstneriske udtryk.

Undervisningen veksler mellem skemalagt undervisning og projektforløb, individuel undervisning og undervisning i grupper hvor der er fokus på dialog og refleksion over dine egne og andres kunstneriske udvikling og udtryk. En del af undervisningen er tilrettelagt for dig, en del tilrettelægger du selv, og i løbet af uddannelsen vil du komme til at indgå i samarbejder med studerende fra både din egen og konservatoriets øvrige uddannelser.

Prøveformen veksler mellem praktiske prøver, som koncertprøver eller undervisningsdemonstrationer, mundtlige fremlæggelser og afleveringer af skriftligt eller indspillet materiale. Uddannelsen afsluttes med et bachelorprojekt, hvori du får mulighed for at fordybe dig i et selvvalgt emne inden for faget Kunstnerisk Udviklingsarbejde samt en afgangskoncert.

I tabellen nedenfor kan du se, hvordan fag og ECTS-point fordeler sig på uddannelsen.

FAG

1. SEM

2. SEM

3. SEM

4. SEM

5. SEM

6. SEM

ECTS PR. FAG

Kunstnerisk Udviklingsarbejde

12,5

12,5

12,5

12,5

20

 

70

Bachelorprojekt

         

20

20

Musikpædagogik og læring

 

 

30

Specialisering:

Instrumental/vokal performance

2,5

2,5

2,5

2,5

5

5

20

Komposition

5

5

5

5

 

 

20

Kunst- og kulturstudier

2,5

2,5

2,5 2,5

 

 

10

Entreprenørskab

   

 

 

5

5

10

ECTS i alt

30 

30 

30

30

30

30

180

 

I uddannelsens studieordning kan du læse mere om uddannelsens formål og opbygning samt finde uddybende beskrivelser af uddannelsens enkelte fag – klik på linket til højre.

Uddannelsen er et fuldtidsstudium, og der er mødepligt til undervisningen. Undervisningssproget er som udgangspunkt dansk, men undervisere kan tilbyde undervisning på engelsk til enkeltpersoner eller små grupper efter behov. Undervisning med udenlandske gæstelærere eller i forbindelse med studierejser vil dog typisk foregå på engelsk.

I løbet af uddannelsen er det muligt at søge om et udvekslingsophold på et konservatorium i udlandet eller et selvtilrettelagt studieophold i udlandet.

Efter endt uddannelse har den du lært at planlægge og gennemføre projekter samt reflektere over processer, således at du er i stand til at genopfinde dig selv, når det er nødvendigt, og leve et langt liv som udøvende og skabende musiker, musiklærer og entreprenør. Du vil have opnået indsigt i en bred vifte af funktioner inden for musikbranchen og have dannet et netværk, der vil være dig til gavn i sit professionelle virke.

Bacheloruddannelsen giver grundlag for videre studier på en kandidatuddannelse på et konservatorium i Danmark eller i udlandet. På RMC udbydes kandidatuddannelserne Music Performance, herunder European Jazz Master og Nordic Master, The Composing Musician samt Music Performance og Music Education

Karrieremuligheder

Danielle Dahl, dimitteret i 2015

Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Lige nu går jeg i skole igen, jeg tager min kandidat i Los Angeles ved CalArts, men i de tre år imellem jeg dimitterede og nu arbejdede jeg freelance som komponist og udøvende musiker.

Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?
Mit freelancearbejde har delt sig mellem kompositionsarbejde i form af bestillingsværker for små kammerensembler, og koncertvirksomhed og arbejde i studie med mit soloprojekt. Til det kommer det så ret meget administrativt arbejde med ansøgninger og regnskab, mails, osv. Det troede jeg ikke, når jeg ville blive musiker, men det føles som at det er det, jeg bruger mest tid på.

Hvad var det vigtigste, du fik med fra uddannelsen?
Det vigtigste var at jeg traf en masse andre musikere og hurtigt fik et stort netværk i København, som jeg akkurat var flyttet til. Jeg spillede en masse koncerter og fik skrevet en masse små kompositioner. Jeg synes det var spændende at blive tvunget til at samarbejde med musikere som var meget forskellige fra mig selv, jeg fik sat mig selv og mit virke i perspektiv. Og så fik jeg troen på at jeg faktisk var god til at lave musik, det troede jeg ikke rigtig på inden jeg startede på RMC.

Hvordan ser fremtiden ud i musikbranchen?
Jeg tror der er en generel tendens til at man skal kunne lidt af det hele, og det synes jeg er fedt egentlig. Nu hvor jeg bor i USA får jeg virkelig sat støttemulighederne vi har i Norden i perspektiv. Vi er sindssygt heldige at have så meget offentlig støtte til kultur, og jeg håber det ikke forsvinder de kommende år. Her i rovkapitalismens land arbejder folk virkelig meget i tillæg til sin musik. Det skaber en energi som kan være god, men samtidig så synes jeg ofte kvaliteten lider under at folk ikke har nok tid til virkelig at fordybe sig. Jeg håber streamingmodellen bliver bedre for mindre, uafhængige artister.

Tobias Johannes Pfeil, dimitteret i 2016

Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Jeg er freelancer og arbejder med mange forskellige projekter. Jeg har mit eget projekt, Tobi Duchampe, som er et kunst/performanceprojekt som stadig skifter karakter og form. Ved siden af producerer jeg musik til teater og film, og spiller i bands. Jeg driver også koncertserien og undergrundslabelet Fake Boom.

Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?
Min hverdag er meget variabel og meget uforudsigelig. Men det kan jeg også godt lide. Når jeg er i gang er det non-stop. En uge måske på tour et sted i Europa, hvor vi spiller hver aften. Så måske en uge hvor jeg arbejder med en teaterforestilling. Så måske en uge hvor jeg catcher op med mine e-mails og mikser på mine tracks til mit eget projekt.

Hvorfor valgte du Musiker-uddannelsen?
Siden jeg var 10 år gammel vidste jeg, at jeg ville arbejde med musik. Jeg søgte Musiker-uddannelsen på RMC da jeg var interesseret i at være instrumentalist i en række forskellige kontekster og havde behov for en uddannelse, der gav mig masser af stimuli og frihed til at udforske meget på egen hånd.

Hvad var det vigtigste, du fik med fra uddannelsen?
Sindssygt mange impulser og refleksioner fra medstuderende og underviserne. Jeg fik mulighed for at have timer med nogle rigtig seje folk som virkelig gav mig indblik i hvordan man kan gøre musikken til en livsstil. Samtidig lærte jeg rigtig meget om digital musikproduktion, hvilket er essentielt for alt jeg laver nu.

Hvordan ser fremtiden ud i musikbranchen?
Musik er tidløst og universelt i sig selv. Så den er jeg ikke bange for. Branchen skyder sig selv i foden fordi den skaber afgrænsede arenaer og udtryk den så kapitaliserer på til der ikke er mere at hente. Jeg fokuserer på musikken, og den frihed der opstår i det musikalske øjeblik, og tænker ikke så meget på branchen udover at jeg tager kontakt og forsøger at samarbejde med de mennesker jeg synes har gang i noget spændende.

Jonatan Uranes, dimitteret i 2017

jonatan_uranes1.jpg

Hvor arbejder du i dag?
Om jeg skal mikse, lodde, dubbe, programmere eller designe, så gør jeg det stort set hjemme i min lejlighed. Om jeg skal larme, gør jeg det i mit øvelokale. Skal jeg fremføre noget, så sker det tit på spillesteder eller i huse. Jeg har også et sidejob som butiksmedarbejder i Brinck Elektronik, hvor jeg tjener mine penge.

Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?Alle dage er forskellige. Jeg har ikke rigtig nogen rutiner. For nylig tog jeg for eksempel på turné med min støjrock-duo Uraño. I halvåret op til turnéen gik der meget tid med at sende en masse mails til arrangører, komponere/indspille/mikse vores udgivelse, designe omslag og turnégrafik, dubbe kassettebånd, programmere hjemmeside og ikke mindst øve på vores musik.

Hvorfor valgte du Musiker-uddannelsen?
Fordi det er den uddannelse jeg kender til, der passer bedst ind med mine visioner om hvad musik er og kan være. Grunden til at jeg uddannede mig overhovedet er fordi jeg havde lyst til udforske min musik på fuld tid, uden at skulle være økonomisk afhængig af det.

Hvad var det vigtigste, du fik med fra uddannelsen?
Der er mange gode ting jeg har lært af at gå på RMC. Deriblandt at jeg ikke så godt kan lide at forholde mig akademisk når jeg laver min støj. Måske vigtigst af alt har jeg mødt mange mennesker som jeg nok ellers ikke ville have kommet i kontakt med. Og haft utallige samtaler om musik jeg ikke har kunnet finde andre steder.

Uddannede musikere finder beskæftigelse som freelance musikere  i bands, som solist eller i forbindelse med teater-, tv- og filmproduktioner. En del uddannede arbejder som komponister, sangskrivere og producere i egne såvel som i andre kunstneres projekter. Mange uddannede musikere underviser endvidere i musikskoler, højskoler, efterskoler, dagskoler eller som privatpraktiserende undervisere. Endelig etablerer nogle uddannede egen virksomhed for eksempel inden for læring, computerspil, lyddesign, filmmusik med videre. Beskæftigelsesmulighederne er afhængige af både markedskonjunkturer i branchen og kulturpolitiske prioriteringer og kan derfor være stærkt svingende. 

Selina Lannie, dimitteret i 2018

selina_jane_foto_af_michael_noergaard.jpg

Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Jeg arbejder professionelt som musiker og sangskriver i bandet Nelson Can og studerer videre på RMC på kandidaten på Music Creation.

Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?
Som professionel musiker ved siden af studiet er dagene aldrig ens. De fleste uger deltager jeg i undervisning eller løser opgaver på skolen – her bruger jeg også skolens faciliteter til at skrive musik, jeg bruger i min karriere som musiker. Nogle uger turnerer jeg og andre arbejdes der på indspilning af album eller skabelse af nye projekter. I bund og grund er min dagligdag ret flydende, og man bliver hurtigt god til at finde sine egne rutiner i det der kan føles som kaos.

Hvorfor valgte du Musiker-uddannelsen?
Jeg havde hørt fra venner, at skolen var under forandring, og at man ikke behøvede teoretisk baggrund for at blive optaget. Jeg havde aldrig gået på nogen form for musikskole eller modtaget undervisning før, så det var på en eller anden måde bare virkelig oplagt for mig at prøve at søge. Og så kom jeg sgu ind. Musiker-linjen passede bare perfekt til mig, fordi jeg ikke anede hvilken slags musiker eller kunstner jeg var og kunne blive, og linjen åbnede op for alle mulige døre til kreativitet.

Hvad var det vigtigste, du fik med fra uddannelsen?
At man virkelig kan forme og bruge sin undervisning og sin tid på RMC som man vil. Man kan skræddersy den, så den passer perfekt til ens behov. Man kan vælge at tage alting med herfra, eller lære hvordan man sorterer i den viden man ønsker at bruge videre i sin kunst eller i sin fremtid i musikbranchen.

Hvordan ser fremtiden ud i musikbranchen?
Jeg fornemmer en udbredt DIY, do it yourself, tilgang til branchen, hvor musikere bliver bedre og bedre til at søge viden om deres egen karriere. Og en DIT, do it together, hvor vi både som branchepersoner og musikere hjælper hinanden fremad og deler vores viden. Hvis det bliver ved, så virker fremtiden i musikbranchen nu meget lys.

Laurits Hyllested, dimitteret i 2018

Hvad beskæftiger du dig med i dag?
Jeg underviser på to musikskoler og så arbejder jeg som freelancetrommeslager og komponist. Foruden at være sidemand i forskellige projekter laver jeg for tiden musik til en dokumentarserie og arbejder på at få min debutplade ud.

Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?
Det er svært at være sin egen boss! Jeg prøver at strukturere min hverdag så jeg tidligt på dagen får lavet alt det administrative for senere af kunne være mere fri og have tid til at fordybe mig i hvad der lige optager mig. Inden jeg blev færdig var jeg så bange for om jeg overhovedet ville få lavet noget musik efter kons, når jeg nu var helt alene. Jeg har fundet ud af at der er masser at lave, hvis man også bare selv er lidt proaktiv. Det sværeste er at prioritere de ting der er virkelig vigtige.

Hvorfor valgte du Musiker-uddannelsen?
Musiker var den uddannelse alle mine store helte havde gået på, så jeg tror jeg forsøgte at gå i deres fodspor. Jeg kom lige fra MGK og højskole hvor der var fuld fart på bare at spille musik, så jeg følte også at det var der jeg havde min berettigelse.

Hvad var det vigtigste, du fik med fra uddannelsen?
Netværk. Jeg fik et stort netværk som jeg i dag trækker meget på i alt hvad jeg laver. Derudover fik jeg gennem uddannelsen mulighed for at lære nogle af de musikere at kende som jeg så allermest op til, og det gav mig på en måde en blåstempling og en vigtig tro på min egen musikalitet.

Hvordan ser fremtiden ud i musikbranchen?
Jeg ved ikke så meget om branchen, men jeg ved at der bliver ved med at blive lavet en masse spændende musik og det er det vigtigste. Jeg tror at det er vigtigt, i denne tid der fodrer individet og det personlige projekt, at holde fast i nogle af de fællesskaber som man for eksempel skaber gennem sin uddannelse og være opmærksom på at hjælpe hinanden til at skabe et liv med musik.

Undervisere

Herunder kan du se en liste over undervisere på uddannelsen i efteråret 2018, både fastansatte og timelærere.

RMC lægger ved sammensætning af lærergruppen vægt på diversitet, hvad angår genre og faglighed.

Du tilbydes som studerende et bredt spekter af faglige impulser fra såvel fastansatte lærere som timelærere og eksterne kursuslærere.

Inden for uddannelsens centrale fagområder vil den del af undervisningen, der varetages af fastansatte lærere, som udgangspunkt ikke overstige to tredjedele af det samlede timetal.

I forbindelse med kurser, projekter og lignende vil du desuden have mulighed for at møde en lang række eksterne undervisere.

Kunstnerisk Udviklingsarbejde:

Niels Lyhne Løkkegaard

Anders Mathiasen

Lars Greve

Nis Bysted Andersen

Jacob Anderskov

Torben Snekkestad

Specialfag:

Nikolaj Hess

Kresten Osgood

Nis Bysted Andersen

Anders Banke

Pablo Llambias

Kasper Tranberg

Simon Toldam

 

Musikpædagogik og læring:

Malene Bichel

Nana Jacobi

Jens Skou Olsen

Torben Westergaard

Gustav Rasmussen

Lars Brinck

 

Komposition:

Niels Lyhne Løkkegaard

Cæcilie Trier

Simon Toldam

Anders P. Jensen

Jacob Anderskov

 

Kultur & Branchestudier:

Carolina Eccheveri

Anna Ullman

Henrik Marstal

Christian Taagehøj

 

Valgfag:

August Wanngren, Niklas Schack, Diana Tørsløv, Jacob Eriksen, Morten Büchert, Lars Greve, Marcus Winther-John, Jeppe Zeeberg, Rasmus Kjærgaard, Kresten Osgood, Anders Banke, Mads Emil Nielsen, Thorsten Høeg, Pablo Llambias, Flemming Agerskov, Jeppe Just, Kasper Tranberg og Marc Facchini-Madsen.

Om RMC

Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) tilbyder den højeste uddannelse inden for rytmisk samtidsmusik – et mangefacetteret begreb, som rummer vidtforgrenede udtryksformer inden for blandt andet rock, pop, jazz, urban, metal og elektronisk musik.

 

Rytmisk samtidsmusik er en skabende og performativ kunstform, som bygger på et grundlag af dybe faglige og kulturelle traditioner.

 

På RMC er rytmisk samtidsmusik karakteriseret ved åbenhed, nysgerrighed, mangfoldighed og kritisk stillingtagen.

RMC's vision 2019-2022

RMC er en pionér blandt uddannelses-, videns- og kulturinstitutioner inden for samtidsmusik.

 

På RMC udvikler studerende og ansatte sig i et dynamisk miljø baseret på inspirerende dialog og nyskabende udforskning.

 

RMC uddanner fremtidens innovatorer, som skaber musik og musikopleveler, der beriger og bevæger.

 

Båret af dyb indsigt og højt udviklet kunnen træder RMC’s dimittender aktivt ind i samfundet og forløser potentialer i et mangfoldigt netværk af relationer, både lokalt og globalt.

Uddannelsesansvarlig

Uddannelses-koordinator

Claus Finderup

cf@rmc.dk

Studieordning (BMus M)